Del skammen

Posted by on marts 17, 2015 in Psykoterapi | 0 comments

Del Skammen

Det er vanskeligt at blive fri af skammen alene. Men vi kan vælge og sige dette:
”Dette er ikke mit, ikke mit alene.” Det er første skridt. Og så kan vi dele skammen med nogen. Mange af os oplever, at vi da får støtte for den vi egentlig er, for det vi tør vise frem. Da har skammen tabt.

Terapi kan også være til hjælp for nogen, for at finde ud af hvor denne skam opstod, hvis skyld blev til min skam. Og for at få hjælp til de tanker og den angst, som skammen har gjort så umulig at dele. Når skylden bliver placeret der, hvor den hører hjemme, og tanker og angst bliver delt, bliver skammen ofte mindre. For skammens væsen er, at den er så hemmelig. Så privat. Den angår bare mig. Den kan ikke vises til nogen.

Når skylden bliver placeret der, hvor den hører hjemme, og tanker og angst bliver delt, bliver skammen ofte mindre.
Den bedste måde at holde dette skjult på, er at lade som om jeg er skabt til at være i fuld vigør og har struttende selvfølelse. Det stemmer sikkert. Men den bedste måde at håndtere skam på, er ikke at skjule den. Det er at dele det vanskelige. Og skammen. Og alt det, som er, som vi ikke ønsker. Ja det er sårbart. Ja det er svært. Men på sigt bliver det bedre. Skam er opstået i relationer, og kan heles gennem relationer. Skam som skjules vil vokse. Og tage mere og mere plads og fokus, til hele livet bliver bare skam, og alt andet får mindre plads. Skam som deles i trygge og respektfulde relationer vil mindskes. Da vil den ikke længere være min private, hemmelige, alt overskyggende skam. Bare menneskelig sårbarhed og vanskelige relationer. Og det har vi alle.

Skylden hos den som krænker.
Skam opstår ofte når nogen, som har skyld ikke tager den. Hvis jeg sårer dig, ler af dig, krænker dig eller holder dig ude af fællesskabet, så er det galt. Da bør jeg føle skyld. Hvis jeg ikke gør det, hvis jeg ikke tager det ansvar, så bliver ”det gale” flyttet rundt i systemet. Og hvis den krænkede da er alene uden støtte, kan ”det gale” få plads der. Ikke som skyld, for den krænkede har ikke gjort noget galt, men som skam. Der er noget forkert ved mig.

Hvis jeg sårer dig, ler af dig, krænker dig eller holder dig ude af fællesskabet, så er det forkert. Da bør jeg føle skyld.
Når følelsen først har fået plads, kan den sprede sig. Den kan påvirke relationer, så vi lettere bliver udsat for flere krænkelser. Det kan få os til at opfatte krænkelser som skam vi tager på os i situationer, hvor der egentlig ikke er noget forkert. Og først og fremmest kan den få os til at undgå ærlig, oprigtig kontakt med andre mennesker, kontakt som kunne lindre og vist os, at vi er gode nok, som vi er.

Skam og samfund.
Skam handler om relationer mellem mennesker, og det handler om samfund. I et samfund med megen fokus på at være perfekt og stærk, får skammen bedre plads. Når mange mennesker skammer sig, bliver vi optaget af at vise en perfekt facade, en facade, som måske forstærker andres skam og mislukkethed, uden at det på nogen måde var hensigten. Desuden bliver nogen optaget af at ”tænke positivt” eller flygte på anden måde for at undgå det svære og sårbare i kontakten med andre mennesker. Vi har brug for ligeværdigheden og nærværet i relationer og samhørigheden med andre, og det får vi bedst ved at tage ansvar og tale sammen.

Skyld.
Skam er noget andet end skyld. Skyld kommer, når vi har gjort noget galt, eller lader være med at gøre noget vi burde have gjort. Det er en nyttig følelse. Uden skyld vil samfundet gradvis forrås. Det er sundt for os som enkelt menneske og for samfundet som helhed, at vi kender til ubehag, når vi har såret, krænket eller skadet andre med det vi gjorde eller undlod at gøre. Det kan være ubehageligt men nyttigt. Det giver os en mulighed for at rydde op, og for at gøre noget anderledes næste gang. Men det virker på skyld, ikke på skam.

Skammen handler ikke om at gøre nogen forkert, men om at være forkert.
Skammen er anderledes. Skammen handler ikke om at gøre nogen forkert, men om at være forkert.
Den handler om, at det vi er, ikke er godt nok. Den kan have mange rødder: Mobning, ydefrysning, afvisning, overgreb, forventnings pres og forhold i familien. Nogen gange er skammen gået i arv, og barnet har overtaget forældrenes skam over egne problemer: Misbrug, alkoholisme, vold, ensomhed og sygdom. Skammen handler om det dybeste i os, og den handler om relationerne mellem os. Når skammen tager over, vil vi gerne kompensere. Vi vil gøre mere, præstere mere, blive mere vellykkede, flinkere og stærkere. Men det hjælper meget lidt. Uanset hvor meget du præsterer, uanset hvor meget du opnår, så står skammen der og siger: “Ok jeg klarede det, men jeg bliver aldrig god nok. Og når de andre opdager det, vil alt blive endnu værre, fordi de vil afsløre, hvor forkert jeg egentlig er.”

Skam er ikke logisk.
Skam mangler også fuldstændig proportioner. Blot en lille fejl eller forglemmelse kan give vågne nætter, fastlåste kæber og tanker om døden. Hvis man tænker logisk, forekommer det mildt overdrevent, men skam er ikke logisk, for egentlig handler det ikke om forglemmelsen eller fejlen. Det bliver blot symbol på en ny bekræftelse, at der er noget fundmentalt forkert med en. At man ikke duer til noget. Det er skammens kerne.

Venlige og kærlige ord.
Vi har alle brug for at blive set, hørt, mødt og anerkendt for den vi er, og hvor vi er i livet. At blive set med kærlige øjne og hjerte, og høre venlige ord som: ”Du er god nok, der ikke noget galt med dig, du er ikke forkert, det var/er ikke din skyld. Du er lige så elskelig som du er klar til at høre og tro på inde i dig selv.” Netop det som et hvert barn har brug for, for at trives og udvikle sig til et godt og empatisk menneske med en sund selvfølelse.
Skamfølelsen og sorgen sidder i halsen, og det nytter og hjælper at udtrykke og dele den.

Frit efter og inspireret af Arnhild Lauveng
17. marts 2015
Annelise Lindum.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *