Vores parforhold er som barnets kærlighed til sin mor

Posted by on september 1, 2019 in Parterapi | 0 comments

Ligesom et spædbarn kun har én mor, har de fleste kun én kæreste ad gangen. Vi kæmper for at få vores parforhold til at lykkes, fordi nærhed til en anden er et gennemgribende livstema af vital betydning.

Et menneske består af en række parforhold. Man fødes ind i en topersonersrelation, som bliver skabelon for efterfølgende pardannelser. Spædbarnet knytter stærke følelsesmæssige bånd til moderen, samtidig med at erogene zoner bliver stimuleret under amningen.
Senere svækkes intensiteten mellem mor og barn, fordi barnets aktionsradius øges, og fordi det begynder at orientere sig mod den verden, der befinder sig uden for hjemmet. Sideløbende retter blikket mod nye og andre kærlighedsobjekter.

Forelskelse er – hvis den er gengældt – en betagende oplevelse. En af de sjældne situationer, hvor man kommer tæt på sig selv og tæt på en anden.
Mennesker knytter kontakter, som har hver sit særkende. Det, der gælder for kollegaer, gælder ikke for naboen, og det, der er typisk for venner, er atypisk for søskende. Nogle forhold er præget af fornuft, andre er præget af følelser. Parforholdet er den relation, hvor følelser er overordnet, og hvor fornuft er underordnet.

Man har brug for et sted, hvor der er mulighed for at vise de mest grundlæggende følelser, drifter, tanker og adfærd. Et forum, der i en eller anden forstand, minder om det oprindelige topersonersforhold, der var udgangspunktet for det hele: Den tidlige morrelation, som var kendetegnet ved drifter, følelser, nærhed, intimitet, og hvor der var fravær af fornuft og rationel tankegang. En vis grad af følelsesmæssig tilfredsstillelse skal vedvarende opfyldes, for at et par kan fungere sammen. Dykker behovsopfyldelsen under et vist niveau, er forholdet truet. Kærlighed varer ikke til ”døden jer skiller”. Den varer så længe man får det, man har brug for. Får man ikke det, eller får man det, man absolut ikke har brug for, mister parforholdet sin vitalitet.

Naturligvis optræder og disponerer parterne i et ægteskab almindeligvis fornuftigt, men det er ikke det, der primært binder dem sammen. Kittet, der knytter dem sammen, er følelser og krop. Ikke hvem som helst er i stand til at danne en parrelation. En vellykket tosomhed med sin mor er forudsætningen for, at man tør begive sig ind i en nær kontakt til det andet køn. Mennesker, der tidligt i deres liv oplevede et frustrerende og utrygt samspil med deres mor, vil tit fornemme en usikkerhed over for forelskelse, nærhed og sex. Deres ambivalens kan være præget af en blanding af frygt og tiltrækning, had og længsel, og intimitet vil derfor ofte for dem være lukket land.

Det kan opleves som en provokation, at der trækkes paralleller mellem spædbarnets forhold til sin mor og to voksne personers levende samliv, og det kan føles som en uromantisk forfladigelse, hvis man står mit i en forelskelse. Men sammenligningen kan også være perspektivrig og betone, at det er et menneskeligt grundvilkår at gentage fortidens mønstre.
Mange mentale og kroplige følelser, som ligger uden for viljens kontrol skal falde i hak, for at et parforhold kan udvikle sig kreativt. Eftersom man ikke er herre over, hvad man føler, er man heller ikke herre over, hvordan ens parforhold kan udvikle sig kreativt. Mennesker kæmper for at få deres parforhold til at lykkes, fordi nærhed til en anden er et gennemgribende livstema af vital betydning.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *